Vil du gerne have flere kunder via de sociale medier, bør du løbende dele nyt indhold og vise, hvad du kan. Få her masser af idéer til hvordan du udvikler nyt indhold, så kunderne ser dig.  

3.200.000 danskere er på Facebook – hver anden af os tjekker vores profil dagligt. 1.267.000 erhvervsfolk bruger LinkedIn, og omkring 200.000 er på Twitter, Instagram og Google+.

Derfor er der alle gode grunde til at interagere med dine eksisterende og kommende kunder på disse platforme.

Men hvordan gør du det bedst – det får du idéer til her.

En af de bedste og mest tyngdegivende måder at styrke dit brand, skabe en positiv opmærksomhed om din virksomhed og generere flere kundehenvendelser er ved løbende at udsende ny, relevant info. Det kan du f.eks. gøre fra din blog på din hjemmeside og på dine firmasider på Facebook og LinkedIn – og allerhelst via alle tre og flere til.

Øget profilering på de sociale medier vil i sig selv konvertere til kunder. Men i forhold til konverteringer, dvs. henvendelser der bliver til nye kunder, har det ifølge undersøgelser større betydning, at du bliver markant mere synlig på Google. Google er fortsat søgemaskinernes motorvej på internettet – stedet hvor vi oftest finder vores informationer. Hovedparten af konverteringer kommer herfra.

Hvordan vælger jeg mit indhold?
Vil du have en blog med mange besøgende, skal du løbende poste nyt indhold. Hvilket bestemmer du selv – heldigvis.

Giv gerne dit indhold væk gratis – og husk: Store ledere inspirerer andre til at handle (her Simon Sinek).

Overodnet er der fire typer af indhold, som du kan arbejde med.

  1. Indhold der uddanner din følgere
  2. Informativt indhold
  3. Underholdende indhold
  4. Inspirerende indhold

Grunden til at det ofte er en god idé at levere en rund blanding af alle fire dele er, at det altid er klædeligt med afveksling. Med andre ord: Hvis du kun udsender artikler med et professorhøjt vidensniveau, kan dine posts hurtigt blive for knastøre til, at alle dine followers bliver i butikken. Samtidig er der ikke to personer i dit publikum, der er ens og har lyst til at se det samme. Derfor skal du blande kortene.

Variation bliver endnu nemmere i og med, at de sociale medier leverer allehånde muligheder for at variere formatet. Når du poster kan du bl.a. vælge mellem

  • Tekst (f.eks. fra din blog eller skrevet direkte på facebook)
  • Billeder (f.eks. Instagram)
  • Videoer (f.eks. Vine, Instagram eller 7Sec)
  • Infografiks (dvs. grafiske oversigter)
  • Podcasts

Her kommer mine tips
Lad os så se på hvilke ting du kan lægge op på din blog.

  1. Liste med tips
    Alle læsere har travlt – også dine. Travle mennesker sætter stor pris på en liste med tips, som de hurtigt kan skimme igennem og anvende. Lister er typisk en udvælgelse og en komprimering af de bedste ting fra et større materiale. Så ved at oprette en liste, sparer du dine læsere for en masse tid.
  2. Top 5 og top 10
    ‘Top et eller andet’-lister er ren pop, men bl.a. altid en klassiker i journalistiske artikler – og de virker også i nyhedsbreve og i blogs. Top 5 og 10-lister vækker gehør som refrænet på en gammel Shubiduasang. Helt automatisk vil de fleste læsere klikke ind på din liste, fordi den er nem at spise og hurtigt skaber overblik.
  3. ‘5 ting du aldrig må poste på nettet’
    Frygt er en skattet ingrediens i kommunikation, og det kan også være noget, du kan oveveje at anvende. Ligeså vel som mange gerne vil have en liste med ting, man skal gøre, interesserer det også mange, hvad de skal gøre for at undgå fiasko.
  4. Research
    Find interessante og indsigtsgivende materiale på nettet, som du kan se har relevans for dine læsere. Skriv en kort intro og vedhæft URL’en og send artiklen ud. Godt nok har du – måske – ikke selv forfattet det, men du leverer stadig interessant nyt, som din målgruppe gerne vil læse.
  5. Fortæl om dit firma og jeres værdier
    Dine modtagere er også mennesker, og mennesker køber ikke kun rådgivning og produkter på baggrund af logiske overvejelser, men også med afsæt i deres føleleser. Derfor bør du aldrig undervurdere betydningen af at skabe en fortælling om dig selv og dine ansatte. Gør du det, skaber du et bredere billede af, hvem I er, hvad I arbejder med og ikke mindst, hvorfor I gør det. Ved at fortælle om jeres historie, vej til succesmennesker og værdier leverer du en fortælling, som dine læsere kan spejle sig i og identificere sig med.
  6. ‘Sådan skaber du en større omsætning via din facebookside’
    En sådan overskrift vil skabe en appel hos 99 procent af alle læsere – og det er ikke så mærkeligt. ‘Sådan gør du-artikler’ er altid et hit på nettet, nyhedsbreve og i medierne. Med en målrettet og løsningsorienteret vinkel leverer du tips og værktøjer til, hvordan din læser løser et problem. Du skaber værdi – og måske endda taknemmelighed på den anden side af skærmen.
  7. Nyheder
    Alle vil gerne høre nyt inden for deres felt, og hvis du kan levere det til dem, skaber du endnu en god grund til, at folk skal ‘like’ din facebookside. Du kan evt. uploade et newsfeed på siden. Du kan også vælge en mere forsigtig tilgang, hvor du selv uploader nyt og dermed sidder med fingeren på indholds- og frekvensknappen. Det kan være en fordel, da mange i forvejen er tilkoblet tilsvarende nyhedstjenester. For mange newsfeed kan irritere og skabe en grund til at fravælge dig. Udvælg dine kilder med omhu. Overvej hvad din nyhedskilde siger om dig som afsender.

Det er en kunst at fatte sig i korthed – jeg mestrer den tilsyneladende ikke helt. Læs resten af mine tips i næste nyhedsbrev.

Rigtig god fornøjelse!

PS. Hvordan får jeg nyhedsbrevet om PR, sociale medier og content marketing + gratis e-bogen “Sådan kommer du i medierne med tal”? Lige her!

Lasse Gammeljord


Tagged with →